Hvad er en komfortkørestol?

Der findes en del forskellige betegnelser indenfor kørestole, hvor de to mest almindelige er ”manuel kørestol” og ”elkørestol”. Der findes dog et tredje begreb, nemlig komfortkørestol. Det er en kørestolstype som ikke benyttes så ofte, så derfor er der af og til lidt forvirring over hvad begrebet egentligt dækker over.

Når man taler om en komfortkørestol tænkes der på en kørestol, som har langt flere indstillingsmuligheder end en almindelig, manuel kørestol. Derudover er den bygget til, at man som kørestolsbruger kan sidde i den hele dagen.

Det betyder, at en komfortkørestol blandt andet har et væsentligt bedre sæde og et bedre ryglæn end en almindelig manuel kørestol. Det er desuden som regel muligt at ændre vinklen på begge dele. Derudover vil en komfortkørestol ofte også have hovedstøtte/nakkestøtte.

En komfortkørestol har normalt store baghjul  med drivringe så man selv kan drive den frem – men har derudover selvfølgeligt skubbehåndtag, så en ledsager også kan skubbe den.

Prismæssigt starter de billigste komfortkørestole ved omkring 12.000 kroner, mens de dyreste går helt op til 25.000 kr. eller mere.

Væsentligt højere vægt

De mange indstillingsmuligheder der tilbydes i en komfortkørestol er uden tvivl en stor fordel. Der er dog også nogle ulemper at være opmærksom på.

Den første er vægten. Som beskrevet i nogle af de andre artikler på siden er der grundlæggende to vægtklasser for kørestole:

  • En kørestol fremstillet i stål vejer typisk 19-22 kg.
  • En kørestol fremstillet i aluminium vejer typisk 13-16 kg.

De fleste komfortkørestole er fremstillet i aluminium, der som nævnt vejer mindre end stål. Til trods for materiale-valget er det ikke unormalt at se en vægt på 35-40 kg. Når vægten kommer så langt op har det særligt betydning hvis det er meningen, at brugeren af kørestolen selv skal køre den. Det kræver nemlig forholdsvist mange armkræfter, særligt på ujævnt underlag.

Det har også betydning for en ledsager, men dog ikke helt så meget som hvis kørestolsbrugeren selv skal køre den.

Svær at transportere

Almindelige kørestole er som regel utroligt nemme at pakke sammen, da de er sammenklappelige. Det betyder altså at de hurtigt kan foldes sammen og pakkes ind i bilen.

Det forholder sig noget anderledes med en komfortkørestol. Den er nemlig bygget til at være komfortabel og robust – og knap så meget til at være nem at tage med bagagerummet.

Faktisk kan de fleste komfortkørestole slet ikke klappes sammen. De gøres normalt klar til transport ved at folde ryglænet ned og fjerne armlæn og benstøtter. På den måde bliver stolen en smule mindre, men stadig langt større end den almindelige, sammenklappelige kørestol.

En komfortkørestol kan normalt kun lige være i bagagerummet på en gennemsnitlig stationcar. Udover at den skal kunne være der pladsmæssigt er der igen vægten at tage højde for, da det er forholdsvist mange kilo der skal løftes op i bilen.

Ingen kommentarer

EFTERLAD ET SVAR